I denne uge, da jeg skulle aflevere min dreng (24 måneder) i vuggestuen, flejner han totalt ud. Det starter allerede på parkeringspladsen, hvor han begynder at smågræde og sige 'nej', når jeg forsøger at tage ham ud af autostolen. Når han kommer ud, sætter han sig på jorden og begynder at skrige - på en måde, jeg ikke har hørt ham skrige andet end hvis han oprigtigt har slået sig. Han er fuldstændig utrøstelig, slår ud efter mig og vil ingenting. Jeg må hverken røre ham, snakke til ham eller noget andet. Forsøger med alt, hvad jeg tænker kan gavne (rolig stemme, fortælle ham, at jeg er her osv.), tæt på, men med afstand for ikke at blive slået.
I dag stopper det egentlig, da der kommer en skraldebil, som distraherer ham, og det lykkes mig at få ham op i mine arme, mens vi kigger på skraldebilen og hygger lidt sammen. Men da jeg får ham ind i garderoben, starter det igen - tifold. Han skriger, han skubber, slår ud efter mig og ting omkring os og kaster sine sko, siger bare 'nej nej nej' og vil absolut ikke røres eller trøstes. Hele seancen varer nu tyve minutter, før jeg får ham kørt ned igen og vi sidder lidt sammen og hygger på gulvet igen, men da han bliver overleveret til en medarbejder, starter det hele bare forfra igen, og jeg må håndtere det hele forfra, da medarbejderen blot siger: "Han vil vist have mor" og går hen til de andre børn og voksne. Alt i alt tog afleveringen nok en time og ti minutter i dag, de andre dage omkring det samme – heldigvis er det efterårsferie, så jeg har mere fleksibilitet på arbejde, og så jeg kunne godt blive og håndtere det, men tænker, det ikke er holdbart i længden, samtidig med at det selvfølgelig er ualmindeligt hårdt for os begge.
Skal understrege, at jeg ikke ved med sikkerhed, hvad der har udløst det, men at vi selvfølgelig forsøger at finde ud af det. Vores teori er for mange ændringer i hans hjemmeliv og vuggestue, da vi på tre uger har kørt: tur til udlandet, død af en bedsteforælder, overnatninger hos andre bedsteforældre og 4 dage, hvor vi ikke boede hjemme grundet en vandskade ved overboen, og i vuggestuen er der de sidste par uger kommet fem nye børn og en ny voksen. Men hvis det er det, så er det jo stadig noget, vi skal håndtere og have en handleplan for, hvordan vi gør.
Jer andre, der har prøvet lignende - hvordan håndterede I det bedst? Kom vuggestuen med forslag eller løsninger? Var det noget, der faktisk virkede andet end tid?