Jeg er mor og arbejder fuldtid i det private, og i denne uge har det været helt magisk at være hjemme. Jeg har fået klaret indkøbene og hygget mig med mine veninder, og vigtigst af alt har vi haft rolige morgener, hvor vi ikke skulle skynde os nogen steder hen med børnene. Det var ren luksus. Nu sidder jeg tilbage med en vemodig følelse af, at det hele er forbi. Er der andre, der har det på samme måde?

Hej alle
Jeg har brug for lidt råd - jeg har en baby som er en uge gammel og jeg ammer, men det gør ondt på brystvorten og selvom hun kommer fint på og gaber godt op, så glider hun hurtigt lidt af og suger kun yderligt.
Jeg har indtryk af at hun får den mængde mad hun har brug for og tager fint på.
På barselsgangen, til kontrol efter vi blev udskrevet og af sundhedsplejersken har vi fået anbefalet forskellige ammestillinger og de rykker alle lidt rundt på baby når de vil guide - der er ingen konsistens i den stilling de anbefaler - dog er de alle enige om at munden skal åbnes godt op og placeres ved næsen.
Jeg smøre brystet ind i mælk og lanolin efter amningerne og har ispose på.

Jeg er allerede mega træt af at have ondt i brysterne og har forsøgt med forskellige ammestillinger, c-greb, osv.

Nu overvejer vi en brystpumpe eller om ammebrikker kan hjælpe -?

Håber nogle vil dele deres erfaringer

Som titlen angiver, er jeg bare så færdig med at amme, og det hænger mig langt ud af halsen. Problemet er bare, at vores baby (14 mdr.) slet ikke er.

Vi har egentlig været igennem ammestop (om natten) to gange tidligere. Første gang endte vi med at amme om natten igen, fordi han stod såå tidligt op - her begyndte jeg at amme tidlig morgen i håbet om at udsætte godmorgen-tidspunktet lidt, men det skred langsomt og pludselig ammede vi hele natten igen. Efter sommerferien startede vi så 2. natammestop, hvilket gik fint. Men så blev han syg over en længere periode, og igen - for at sikre nattesøvnen bare lidt - begyndte vi at amme igen.

Nu står vi så her, hvor jeg bare er så færdig med at amme, men min søn er ikke. Og på grund af den manglende søvn, er mit overskud om natten til at holde fast i natammestop på trods af skrig og skrål bare virkelig lavt. Min kæreste vil meget gerne hjælpe, men ved seneste natammestop fungerede det bare bedst, at det var mig - tror det var for stor en omvæltning både at "miste" mor og amning.

Jeg er virkelig i vildrede og lidt opgivende. Dertil synes jeg det er svært at vurdere, hvornår ens barn græder, fordi det har været vant til noget andet, og hvornår det græder, fordi det bare ikke er klar til natammestop.

Dertil har vi en masse arrangementer i den kommende tid, og jeg er bare så ked af tanken omkring endnu en jul at skulle gå glip af en masse, fordi jeg ammer vores søn.

PS. jeg vil selvfølgelig gøre alt for min søn, hvorfor jeg stadig ammer også selvom jeg helst havde været fri.

Jeg har den dejligste søn.
Og her kommer der et surt opstød😆

Når snakken falder på børn, antager folk altid, at vi gerne vil have flere. Dét i sig selv, kan være trættende, men jeg er helt med på, at det er normen for de fleste.
Når jeg siger, at det vil vi med stor sandsynlighed ikke, svarer folk ALTID noget i stil med “bare vent… Der kommer en dag, hvor lysten kommer igen” eller “det er bare fordi han stadig er så lille, når først i sover igennem igen og han er blevet større, så vil i have flere.

Det er sikkert sandt for nogle, at lysten kommer når børnene/barnet bliver ældre, men hvorfor italesætter det nærmest som den eneste mulighed?
HVORFOR kan et enkelt barn aldrig være nok, og hvorfor bliver dét at have flere børn altid italesat som målet?

Vores familie føles komplet lige nu, og jeg hviler i vores beslutning, men jeg bliver lige irriteret hver gang det bliver insinueret, at jeg bør ønske mig flere. Som om vi ikke har nok lykke i det barn vi allerede har været så heldige at få.

Det var alt.🫣

Mind mand kan ikke sige nej eller sætte grænser. Vores barn er 18 måneder og brokker sig meget højt, når hun ikke får sin vilje pt. Far synes det er super pinligt, når hun brokker sig (skriger) så han giver altid efter. Så sent som i dag var vi I Plantorama og jeg skulle sige flere gange til min mand at vores datter IKKE skulle banke på akvarierne samt vi blev nødt til at købe en bamse da far ikke gad tage den væk fra hende efter fik fat i den (hun begyndte at skrige da han forsøgte) . Der skete noget lignende i Bilka forrige uge, der kom vi hjem med duplo da "hun ikke ville give slip" samt hun tog flere poser chips af hylden og sad på 2 af dem. Vi købte dem naturligvis, men da jeg forsøgte at snakke med min mand sagde han hun ville ud af vognen og da han opdagede hun sad på dem var det for sent. Jeg forlod dem i cirka 20 minutter for at finde de sidste varer på min liste.

Andre der har været i en lignende situation? Skal jeg som mor bare være skurken? Vores barn må gerne få ting, men det skal ikke gøres til en vane at hun altid får noget. Jeg gider heller ikke hun ødelægger ting. Nej det er ikke fedt hun skaber sig, men jeg har sjældent problemer når jeg handler alene med hende.

Hej alle sammen.

Jeg ønsker at høre erfaringer hos folk der har oplevet at en perle (eller lignende) har sat sig fast i næsen på deres barn.

Vi fik et opkald fra børnehaven i dag. Mit barn (3 1/2 år gammel) havde beklaget sig, og fortalt at der er en perle der sidder fast I hans næse. Pædagogerne har forsøgt at få den ud, ved at kigge efter den og få ham til at puste ud med næsen. Dette uden held. De har ikke kunne se nogen perle.

Jeg ringer til lægen. Får tid med det samme. Henter ham og kommer forbi lægen. Lægen kan ikke se nogen perle heller. Så vi kunne kun konkludere at vi må vente og se.

Jeg har snakket meget med ham om det, og han har forklaret i detaljer nogle af de samme ting som pædagogen har fået fortalt. Så jeg hælder til at tro på at der faktisk sidder en perle langt omme i næsen.

Jeg har forsøgt kyssemetoden uden held (pust om munden, hold for ene næsebor).

Jeg er som sådan ikke bekymret. Hvis der er en perle, må den komme ud før eller siden.

Jeg ønsker blot at høre om lignende erfaringer. Har nogen prøvet det, hvor perlen kom ud længere tid efter, hvor i ikke kunne se den da i selv kiggede? Og hvordan skete det ?

Det er tilladt at fnise over denne lille historie.

I denne uge, da jeg skulle aflevere min dreng (24 måneder) i vuggestuen, flejner han totalt ud. Det starter allerede på parkeringspladsen, hvor han begynder at smågræde og sige 'nej', når jeg forsøger at tage ham ud af autostolen. Når han kommer ud, sætter han sig på jorden og begynder at skrige - på en måde, jeg ikke har hørt ham skrige andet end hvis han oprigtigt har slået sig. Han er fuldstændig utrøstelig, slår ud efter mig og vil ingenting. Jeg må hverken røre ham, snakke til ham eller noget andet. Forsøger med alt, hvad jeg tænker kan gavne (rolig stemme, fortælle ham, at jeg er her osv.), tæt på, men med afstand for ikke at blive slået.

I dag stopper det egentlig, da der kommer en skraldebil, som distraherer ham, og det lykkes mig at få ham op i mine arme, mens vi kigger på skraldebilen og hygger lidt sammen. Men da jeg får ham ind i garderoben, starter det igen - tifold. Han skriger, han skubber, slår ud efter mig og ting omkring os og kaster sine sko, siger bare 'nej nej nej' og vil absolut ikke røres eller trøstes. Hele seancen varer nu tyve minutter, før jeg får ham kørt ned igen og vi sidder lidt sammen og hygger på gulvet igen, men da han bliver overleveret til en medarbejder, starter det hele bare forfra igen, og jeg må håndtere det hele forfra, da medarbejderen blot siger: "Han vil vist have mor" og går hen til de andre børn og voksne. Alt i alt tog afleveringen nok en time og ti minutter i dag, de andre dage omkring det samme – heldigvis er det efterårsferie, så jeg har mere fleksibilitet på arbejde, og så jeg kunne godt blive og håndtere det, men tænker, det ikke er holdbart i længden, samtidig med at det selvfølgelig er ualmindeligt hårdt for os begge.

Skal understrege, at jeg ikke ved med sikkerhed, hvad der har udløst det, men at vi selvfølgelig forsøger at finde ud af det. Vores teori er for mange ændringer i hans hjemmeliv og vuggestue, da vi på tre uger har kørt: tur til udlandet, død af en bedsteforælder, overnatninger hos andre bedsteforældre og 4 dage, hvor vi ikke boede hjemme grundet en vandskade ved overboen, og i vuggestuen er der de sidste par uger kommet fem nye børn og en ny voksen. Men hvis det er det, så er det jo stadig noget, vi skal håndtere og have en handleplan for, hvordan vi gør.

Jer andre, der har prøvet lignende - hvordan håndterede I det bedst? Kom vuggestuen med forslag eller løsninger? Var det noget, der faktisk virkede andet end tid?

Min baby fik sin 5 mdr vacciner for to dage siden. Han var meget urolig natten til i går og havde feber på 38,5. I går havde han også lidt feber men ellers ok.

Natten til i dag har han sovet overraskende godt. Første stræk på hele 4 timer uden opvågninger, men da han så står op om morgenen begynder han at være pylret. Omkring kl 10 begynder han at græde en del, dog med pauser. I en hel time har han grædt lidt, stoppet, grædt igen, stoppet, grædt igen.. Jeg ved simpelthen ikke hvad der er galt. Han har ikke feber.

Han er begyndt at få lidt grød for to uger siden. I dag lavede han en meget lille ble, og han plejer ellers at lave en god ble hver morgen men ikke i dag på trods af at han ellers har drukket to gode flasker i nat. Hans afføring stank også mere end det plejer…

Kan det mon være maven? :( Eller er det vaccinerne der stadig påvirker ham? Jeg er helt lost..

Vi står i den pikante problemstilling at vores datter på nu en uge. Simpelthen ikke kan finde ro hos mor, hun søger og søger og ligemeget hjælper det. Hvilket om natten resulterer i alt for meget flaske. Mor har prøvet at amme både med den første og hende. Og hun har derfor valgt denne gang, at det at prøve at amme gør mere skade end gavn. Derfor mme. Men hun kan simpelthen tømme 3x 80ml flasker hvis det er muligt, og stadig bare søge hos mor. Hvad pokker gør vi for at mor kan ligge med vores pige i ro. Pumpe mælk, og bare have rolig øjenkontakt og mavetid uden at det bliver til spandevis af overfodring og 2 timers vågentid i streg.

Vi har en pige på 11 uger, som er begyndt at sove rigtig dårligt om dagen. Hun nægter pt. barnevogn, moonboon, alm seng og kan ikke falde i søvn med/på os (har aldrig ville sove kontaktlur desværre - alt skal være i bevægelse!!). Eneste sted hun kan falde i søvn er i bæresele, og der brokker hun sig helt vildt i starten, og ofte er vi nødt til at tage hende ud. Tror hun bliver klaustrofobisk i bæresele, men det er det eneste sted, hun rent faktisk falder i søvn. Samme gælder vikle. Vi kan vugge hende i søvn på yogabold, men hun vågner som oftest, når man overfører hende til seng/moonboon. Hun nægter at være i bæresele, imens man sidder på bold. Derudover sover hun kun 30 minutter ad gangen pt. Så hele dagen er en kamp med at få hende til at sove lur…. What to do? OG brokker jeres babyer sig også i starten, når de kommer i bæresele??

Min baby er død, lidt over tyve uger. Skal ind og “føde” om halvanden time. Er der nogle som har nogle råd? Følelsesmæssige? Praktiske? Tror jeg rammer stadiet af sindssyge og utilregnelighed meget snart. En fødsel burde være en begyndelse, ikke en afslutning. Hvad gør man bagefter? Er det overhoved ens barn?

Hej alle sammen!

Det her ligger lidt udenfor komfortzonen, men har brug for andre perspektiver.

Min kæreste, søn og jeg er lige flyttet i eget hus, i den forbindelse har vores søn på 2 år og 2 måneder flyttet vuggestue.

Personalet virker overordnet rigtig søde og imødekommende.

Problemet opstår når vi gentagne gange kommer for at hente vores søn og personalet ikke aner hvor han er.

De første par gange har de i det mindste været indenfor og tæt på ham.

Den sidste gang og den der påvirker os mest, kommer jeg for at hente min søn.

Får at vide han er på legepladsen, så jeg går på legepladsen. Det er en stor legeplads og jeg kan ikke umiddelbart finde ham. Jeg spørger en pædagog der siger hun så ham gå i retning af bålpladsen.Jeg går til bålpladsen, her siger en pædagog hun ikke har set ham, jeg går tilbage igen og den første pædagog undre sig og hjælper med at lede. En 3. Pædagog bliver spurgt, hun ved heller ikke hvor han er.

Til sidst finder jeg ham alene ved en port ud til parkeringspladsen uden opsyn eller noget kendskab til hvor han er fra personalets side.

Jeg får det ærligtalt skidt i maven, han er ikke særligt gammel og personligt mener jeg at der bør være opsyn og kendskab til børnenes ve og vel alt den tid de er i vuggestuen.

Efter jeg kommer hjem, snakker jeg med min kæreste, hun siger at det er noget vi skal snakke med dem om. Dagen efter spørger en pædagog om lederen er på arbejde, han er på ferie, det skal der jo også være plads til.

Jeg spørger hende om hun har 2 minutter under 4 øjne.

Vi snakker, jeg forklare situationen og spørger ind til om det er proceduren i vuggestuen, hun forsikre mig om at det er det ikke og hun skal nok tage det med videre til vuggestuen.

Jeg når ikke hen til udgangen inden hun er på vej ned til vuggestuen antageligvis for at snakke med dem.

Mit spørgsmål: er vi nogen mandelforældre der tænker for meget eller har vores tilgang været korrekt?

Hvis det ikke ændre sig er vores hensigt at gå til lederen. Vi fortsætter op ad rangstigen til der sker noget.

MvH

Første gangs forældre, der prøver at finde sig til rette i de nye roller 🙂

Edit: Tusind tak for alt den fantastiske feedback og for at bruge jeres tid på at læse så langt et opslag. I har alle sammen hjulpet os i at navigere situationen.

Vi har valgt at kontakte lederen, med en mail der beskriver situationen vores forventninger til at der kommer en praksis nær funktionel løsning, samt et møde hvor det hele kan tales igennem. Vi har ikke intentioner om at lade situationen gå under radaren og forventer at blive taget seriøst.

Bliver situationen neglitieret vil vi gå videre til næste instans. 16/10.26

Hej alle sammen,

Min partner og jeg er ved at kigge på vores økonomi herhjemme. Vi vil gerne have en struktureret deleøkonomi, hvor vi bevarer en del af vores økonomiske selvstændighed, men mangler inspiration til de helt konkrete rammer.

Vi vil super gerne høre, hvordan andre forældre har sat det op:

• Hvilke kontoer har I? Har I adskilte mad-, budget-, børne- og opsparingskontoer, eller kører I det mere simpelt?

• Børneudgifter: Hvor trækkes ting som institution, tøj og fritidsaktiviteter fra?

• Eget forbrug: Styrer I jeres eget personlige forbrug fuldstændig uafhængigt af hinanden via jeres egne lønkontoer, eller puljer i det hele og har hver jeres "lommepenge"?

Vi leder efter et system, der er nemt at overskue i hverdagen, så del endelig jeres opsætninger, fordele/ulemper eller gode råd!

PFT! 🙏

Hej med jer!

Vi er så heldige at have mulighed for at tage 3-4 uger afsted på en fælles ferie, med vores 2 børn på hhv. 4 og 10 mdr på det tidspunkt. Vi tænker en køreferie, da jeg har en firmabil. Vi har tænkt lidt på Frankrig/Italien - 3-4 steder, blandet storby og afslapning, dog uden at blive konkrete - da jeg synes det er lidt en jungle, at finde hoteller, områder osv. der er fede med to små børn.

Så, kære medforældre: har i nogle anbefalinger? Hvad har været fedt for jer? Det kan være områder, byer, konkrete hoteller/AirBnbs og alt derimellem. Vi vil virkelig gerne have planlagt en dejlig tur til foråret. 😅🤘🏻

Hvor gamle var jeres børn da de fik magnettiles/connetix og hvornår begyndte de at lege med det?. Er 18 måneder for tidligt at give det og at gide at lege med det?.

Hej 👋
Idéer til 2 årig fødselsdag
Jeg vil høre jer der har stabelstein om at det er pengene værd?
For de er dyre, men de er også interessante.
Elsker open ended legetøj og at købe noget godt der holder.

Har også lyst til at tilkøbe
Er der nogen med gode erfaringer af disse?

https://www.kindermaxx.de/en/toys/toys-for-little-children/balance-trainer/lulo-game-board-narrow

https://www.kindermaxx.de/en/toys/toys-for-little-children/wooden-toys/grimm-s-x-stapelstein-rolling-discs

Our 18 month old has severe diarrhoea for 10 days. We wanted him seen by the doctor after 3 days, were told 7 minimum until they take a sample...

Anyway, the sample has been taken and the result uploaded to his record. We were notified of this via email, but we can't access the result? Not until he's 13 can he access his record himself? The doctor said they would call but they didn't.

Is waiting an hour at 8am to speak to the doctor on the phone the only way to hear the result? Or have we got something totally wrong here?

Hej medforældre

Vi står i en lidt øv situation. For fire måneder siden flyttede vi ud af byen og ud til provinsen. Vores barn på knap to år skulle derfor skifte vuggestue. En lille institution på måske 60 børn fordelt på vuggestue og børnehave.

Jeg bemærkede den første uge to børn - én på knap to år som skreg - konstant - i den tid jeg var der. Alle ord blev skreget og ind i mellem kom også bare udbrud/skrig for opmærksomhed. Helt uden kontekst eller formål, bare skrig/brøl. Det andet barn på ca. 3 år var mere fysisk udadreagerende. Skubber, slår, sparker, sidder under bordene og knurrer af alle forældre og børn om morgenen, når de bliver afleveret (!?). Må holdes tilbage af pædagogerne, hvis de andre børn gør noget “forkert”, da han ellers går til “angreb”. Han leger altid selv. Jeg har oplevet et par gange, at mit barn viger tilbage, når han er gået forbi os. Senest har jeg fundet ud af, at de to børn er søskende.

Vores barn er den seneste måned til halvanden begyndt at overtage vanen med de her skrig og brøl og derudover bliver der sparket, slået, bidt og sagt “gå væk”. Jeg ved dette for nogen (måske endda de fleste) to-årige er helt almindelig adfærd, test af grænser og whatever, men det er bare ikke det barn vi kendte for bare fire måneder siden. Vores barn taler også meget om disse to børn. Altid dem der nævnes, når vores barn spørges hvem der skal leges med om morgenen. Alligevel bliver der altid sagt, at drengen har slået/sparket/skubbet/har været sur, når vi henter om eftermiddagen.

Dilemmaet består i: hvad gør vi herfra? Tager vi den med ledelsen? Overreagerer vi? vi er jo kede af, at vores barn er blevet så “aggressiv”. Hvad kan institutionen overhovedet gøre, hvis de ville gøre noget? Hvad havde I gjort?

Tak 🥹

Jeg er efterhånden lidt træt af den moralske overlegenhed, der følger med den slags diskussioner. Som om man automatisk er en dårligere forælder, fordi man vælger at benytte sig af moderne teknologi.

Tiderne ændrer sig, både socialt og teknologisk. Da vi var børn var det vel heller ikke kontroversielt, at ens forældre gerne ville vide, hvor man var, og hvornår man kom hjem. I dag har vi bare andre muligheder.

For mig handler det langt mere om, hvordan teknologien bruges. Der er trods alt forskel på konstant at følge sit barns færden og blot have muligheden for at finde det, hvis behovet opstår.

Og kunne sådan et ur give børn mere frihed?
De kan færdes på egen hånd og samtidig have mulighed for at kontakte deres forældre, hvis der bliver brug for det.
Selvfølgelig skal børn lære at klare sig selv, og efterhånden som de bliver ældre, bør behovet for GPS også forsvinde. Målet er jo selvstændighed, ikke permanent overvågning.

Jeg kan sagtens forstå, at nogle forældre fravælger den slags teknologi. Det respekterer jeg fuldt ud. Jeg ville bare ønske, at respekten gik begge veje, uden at enhver diskussion skal udvikle sig til en konkurrence om, hvem der er den mest moralsk overlegne forælder.

Hvad tænker I?

Hej erfarne forældre

Jeg har købt en voksipose til vores første baby der melder sin ankomst til vinter. Kan forstå at man ikke giver baby overtøj på, f.eks. ulddragt, når baby ligger i voksiposen, da det ellers bliver for varmt for dem. Men hvis nu jeg går på tur med baby og han må ammes f.eks. imens vi er en park udenfor, hvad gør I så? Kan man amme baby imens han ligger i voksiposen? Skynder I jer hjem eller til en café for at amme? Eller har I en ulddragt med til hvis de skal op af voksiposen?

Kh

Kontekst: Venindegruppe på i alt fire kvinder, heriblandt mig. Vi har kendt hinanden siden 10. Klasse (og det er så 16 år siden nu) og haft et rigtig tæt bånd. De sidste par år er det dog særligt Maria og jeg der har holdt fanen og været proaktive på at invitere så vi faktisk ses. Med andre ord: Petra og Jeanette rækker aldrig ud, planlægger intet, tager ingen initiativ, men dukker glade og engagerede op, når de så bliver spurgt (og ikke er forhindret selvfølgelig). Vi hygger os altid vildt meget sammen, når vi så ses. Tre af os har børn, heriblandt mig. Vi ses både med- og uden børn.

Dilemmaet:

Nu står jeg med mit tredje barn, h*n er næsten 5 måneder gammel.

Og jeg er vanvittig skuffet over, at Maria som den eneste har været forbi for at hilse på mig og baby (hun har endda været her flere gange).

Jeanette har blot skrevet en sms med "tillykke" da vi fortalte at baby var kommet til verden. Petra har skrevet og spurgt lidt ind til fødsel og baby. Ingen af dem har været forbi endnu. Eller spurgt om vi skulle ses.

Jeg er ærligt helt-ind-i-knoglerne ked af, at de slet ikke kan tage sig sammen, og at jeg selv skal invitere. Det er selvfølgelig størst for mig, at blive mor igen, men altså.... er det ikke ret almindeligt, at man som gode veninder lige svinger forbi i løbet af nogle måneder og ser "vidunderet". Også bare af høflighed - ved godt at baby er mest spændende for mor og far....

Vi bor 35 minutters kørsel fra hinanden.

Er jeg pisse selvoptaget, og skal jeg tage mig sammen, og invitere dem til en kop kaffe og for at hilse på min "nye" baby?

Jeg er sådan lidt barnligt ked af det over det kan jeg mærke. Men mit moralske kompas har brug for at se det udefra.

Hvad ville I tænke/gøre?