Jeg skiftede for 1 år siden fra min gamle stilling til en chefkonsulent-stilling i den samme offentlig organisation, hvor jeg allerede havde været i otte år. Jeg blev headhuntet til denne nyoprettede chefkonsulent-stilling af chefen og jeg glædede mig til at arbejde med strategisk udvikling og forandringsledelse i en tid, hvor der er store forandringsprocesser i gang pga. nye reformer mm.
Men.. virkeligheden er blevet en helt anden. De opgaver, som chefen har givet mig, har primært været at skrive en sommerhilsen til en ny afdeling og lave udkast til PowerPoint-præsentationer til hendes oplæg. Deskriptive præsentationer uden analyse eller egentligt strategisk arbejde.
Jeg har ingen kolleger i min funktion ud over chefen. Min oplevelse er, at hun ikke ejer en dråbe strategisk tænkning eller lederskab, og hun har ingen erfaring med at have en strategisk stab. Jeg oplever ikke, at jeg har noget at lære under hende. Den læring, jeg får, kommer mest fra mine egne observationer på gangen og tilfældige samtaler i døren.
Jeg har undervejs gentagne gange sagt, at jeg ikke kan udfylde min tid, lavet udkast til min egen funktionsbeskrivelse (som hun ikke har kommenteret på), lavet projektplaner for aktuelle udviklingsprocesser (som hun ikke bruger), tydeliggjort mine kompetencer og selv foreslået opgaver, som hun siger GOD IDE til - men mit arbejde ender altid i skuffen, fordi hun ikke tager det videre. Til sidst spurgte jeg direkte, om problemet var kvaliteten af mit arbejde. Svaret var: “Du gør det over al forventning og til 150 %. Pas på, du ikke brænder ud.”
Hendes ledelsesstil er at brandslukke, når hendes medarbejdere (afdelingsledere) kommer med et problem, men hun sætter ingen strategisk retning eller visioner for organisationen selvom der er et stort behov for det.
Jeg mangler ikke ros. Jeg mangler meningsfulde opgaver og mulighed for at bidrage svarende til mit kompetenceniveau. Efter snart et år dræner magtesløsheden mig, og min faglige selvtillid begynder at lide under det. Jeg har ikke lyst til at møde på arbejde, så møder kun fysisk ind 1 eller to dage om ugen for at kigge ind i skærmen. Derfor er jeg begyndt at kigge efter andre stillinger.
Men timingen gør beslutningen svær:
Min kæreste og jeg planlægger bryllup til maj 2027 og vil gå igang med projektbaby efterfølgende. Jeg er bekymret for, hvad et jobskifte kan betyde for mit overskud til at planlægge bryllup, mine barselsvilkår og eventuelle anciennitetskrav - udover samvittigheden ved at starte en ny stilling og så kort tid efter varsle en graviditet.
Samtidig er der varslet besparelser i den nuværende organisation næste år, som muligvis fører til afskedigelser. Derfor overvejer jeg også at holde ud og lave en form for quiet quitting: Passe de opgaver, jeg får, men stoppe med at kæmpe for at få de rette opgaver, som en chefkonsulent bør få – og håbe på en fyring med opsigelsesvarsel (6 måneder). Det strider imod mine værdier, men måske er det en mulighed som jeg bør udnytte ligenu?
Min kæreste siger, at jeg skal skifte job, fordi han kan se, at det dræner mig dagligt. Andre nære kalder det et luksusproblem og siger, at jeg kan bruge den ekstra tid i hverdagen på bryllupsplanlægning. Jeg forstår tanken, men det føles ikke som frihed. Det føles som at gå i stå.
Dilemmaet er derfor både praktisk og værdimæssigt:
Skal jeg prioritere økonomisk tryghed og familieplaner ved at blive og gøre det nødvendige minimum, selvom det strider imod min arbejdsmoral? Eller skal jeg søge videre for at genfinde arbejdsglæden, selvom timingen er upraktisk?
Hvad tænker I? Hvad ville I gøre?