EDIT: kom lige i tanke om at han ikke ville aflyse håndbold træning i nogle uger frem, da min far døde, og jeg sagde at jeg havde brug for at have ham hjemme hos mig 😅 tænkte at det måske bare en relevant ekstra info.

Hej!
Jeg (K 28) er sgu rendt ind i lidt problemer med min kæreste (M31). Vi bor sammen, og har gjort det i 3 år, været kærester i 4.
Vi bor på en gård, har hund, høns mm og en baby på vej, og arbejder begge, dog har jeg perioder på deltid grundet MS.

Vi er simpelthen så uenige herhjemme for tiden, når det vedrører hvor mange aftaler der er ok at proppe ind i kalenderen i løbet af en uge.
Min kæreste kan sagtens finde på at lave aftaler ude rigtig ofte - særligt med hans 3 søskende og forældre. De kunne ses alle ugens dage hvis det var muligt, og det skal helst være hjemme hos moren, der er det naturlige samlingspunkt i deres familie (hun bor 40 minutter væk i bil).
Hvis min kærestes bror er hjemme (han bor skiftevis her og skiftevis i den anden ende af landet), så er det nærmest obligatorisk at alle skal deltage i alle planlagte aktiviteter.

Dette medfører, at der ofte er weekender hvor min kæreste er væk hele weekenden - fx tager de i sommerhus sammen eller rejser på ferier sammen. Det sker også ofte at de planlægger biografture, restaurantbesøg, mm og helst skal det være meget spontant da de hader at planlægge 😅 så tit ved man det først kl. 16 samme dag fx.

Dette medfører at min kæreste i gennemsnit er væk hver anden weekend, og så også en aften eller to om ugen, for at hænge ud med familien.
I sommerperioden er det endnu “værre” - i sommers spenderede han alle tre af sine ferieuger sammen med dem, hvor jeg var med i den ene uge.
Hertil ses han også med sine venner, har arrangementer med arbejdet og med sit håndbold hold.

Til historien hører at vi har dyr på vores lille gård, der skal fodres og passes hver dag - dertil hører det også, at vi bor langt væk og det derfor godt kan være lidt svært at lokke gæster til, hvorfor vi ofte skal ud for at lave noget hyggeligt.
Jeg står således rigtig ofte alene tilbage i vores hus, nødsaget til at passe dyr og ordne diverse huslige pligter såsom indkøb, vasketøj, rengøring mm, da min kæreste sjældent har overskud til det når han endelig er hjemme.

I dag sagde jeg så til ham, at jeg godt gad at han var hjemme denne weekend og næste - jeg er meget træt grundet graviditet, og jeg har nogle ting i MIN kalender for en gangs skyld, der er lidt vigtige.
Til det har han så svaret, at det for ham føles meget begrænsende, og han er blevet oprigtigt sur på mig over det. Han siger også at det ikke er første gang jeg har været kontrolerende overfor ham, ved at skulle bestemme hvad han må og ikke må. Her hentyder han til at han synes det er grænsende til psykisk vold at skulle “spørge om lov” om man må sætte noget i kalenderen, fordi jeg har sagt at det kunne være rart hvis han tjekker med mig, inden han aftaler dit dut og dat med andre, da det jo så er mig der skal være hjemme igen og passe hus og dyr (og snart en baby…).

Han forstår ikke at jeg også fortjener fritid, og han ser det som at jeg har fritid når jeg går herhjemme og passer dyr, ordner hus, mv. ligesom at han kan finde på at sige at jeg skal lave mere herhjemme end ham, i de perioder hvor jeg er på deltid fra arbejdet grundet min sklerose.

Det er ham der har ønsket at vi skulle bo her, ham der har været med til at ønske sig dyr, ham der har drømt om baby endda mere end jeg selv har. Han har ingen interesse i at vi ikke skal være kærester og giver udtryk for at være meget lykkelig og forelsket, når jeg nogle gange spørger ham om det ikke ville være nemmest at sælge gården og bo hver for sig😅

Anyway - beklager super lang tekst.
Mine spørgmål lyder vel egentlig sådan her:

1. er det kontrollerende at gerne ville inkluderes inden planer bliver sat i kalenderen?
2. findes der such a thing as for meget familie tid, når man er 30 år og er ved at stifte egen familie😅?
3. hvor tit vil I sige at det er ok at have planer ude, når man har ansvar hjemme, såsom hus, dyr, gradvis kæreste?
4. Og 4) er det ok at kræve af sin partner at han skal holde en weekend fri, blot for at give mig en pause fra pligter og give mig et velfortjent hvil, eller kan man ikke rigtig claime andres tid medmindre det er fordi man selv skal ud?

Tak for svar☺️

Idag købte jeg 3 penne på min danske recept til ca 1450 dkk pr pen - i dk koster den samme 2280 dkk.

2.4 mg.

En forskel på ca 800 kr pr pen - jeg sparede +2400 kr ved at købe 3 samtidig.

Der købes muligvis 20.000 penne om månedet i dk. Hvis det er korrekt ligger der en teoretisk besparelse på 290 millioner om året.

Fra storkøbenhavn til Malmø tager det ca 1 time hver vej....

Skal der bestilles en bus ?

God tur :-)

Jeg (K) er i et forhold med min kæreste (M), og jeg står i en situation, hvor jeg virkelig har brug for andres perspektiv.

Jeg har en medfødt kronisk sygdom, som medfører en daglig funktionsnedsættelse og begrænser, hvor meget energi og overskud jeg har.
Jeg er for nylig startet i et nyt arbejde på nedsat tid, og selvom arbejdet er temmelig hårdt for mig, har det samtidig givet mig en livsglæde, jeg aldrig har haft før! Jeg føler mig normal og som en del af noget, og det betyder utrolig meget for mig og mit selvbillede.

Problemet er, at kombinationen af arbejde, sygdom, daglig medicinbehandling og behovet for at passe på mit helbred tager stort set al min energi. Jeg er konstant træt og udmattet, også når jeg er sammen med min kæreste. Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at få etableret nogle gode rutiner efter jobstart.
Jeg vil gerne prioritere min medicin, motion, restitution og de andre ting, der er nødvendige for at passe på mig selv og mit helbred. Men lige nu planlægger jeg hele tiden efter, hvornår vi skal ses, og bruger også mange kræfter på samværet. Jeg føler aldrig rigtig, at jeg får ro til at lande i min nye hverdag.

Derfor er jeg begyndt at overveje, om jeg skal foreslå, at vi i nogle uger ikke ses, så jeg kan fokusere fuldt ud på mig selv og få skabt nogle rutiner, der fungerer.
Det handler ikke om, at jeg ønsker at slå op, eller at jeg ikke holder af ham. Jeg forsøger tværtimod at finde en måde, hvorpå jeg kan få mit liv til at hænge sammen og samtidig have overskud til at være i et forhold og være en mere nærværende kæreste.

Jeg har dog dårlig samvittighed over tanken, fordi jeg ved, at min kæreste savner mere tid sammen og mere fysisk nærhed. Han har også givet udtryk for, at han er bange for, at vi glider fra hinanden.
Jeg kan godt forstå hans behov, og jeg ønsker heller ikke, at vores forhold skal lide under min manglende energi.
Samtidig kan jeg mærke, at jeg lige nu næsten bliver lettet ved tanken om nogle uger uden aftaler om at ses, fordi jeg så kan bruge mine kræfter på mig selv uden hele tiden at skulle tage højde for vores planer.

Mit spørgsmål er derfor: Er det urimeligt at have brug for nogle uger, hvor jeg kan prioritere mig selv 100% og få ro på kroppen og hverdagen? Eller er det at risikere at skubbe sin kæreste væk og skade forholdet?

Jeg vil gerne høre jeres umiddelbare tanker og perspektiver på situationen.
Vi er begge i 30’erne og har været sammen i et år, må jeg hellere lige tilføje.
Vi bor en times kørsel fra hinanden.

Hilsen en træt og fortvivlet

Jeg er en single kvinde på 29 og jeg har fået et enormt crush på min jævnaldrende mandlige kollega. Han er sjov og smuk og lidt typen, der godt selv ved det. Men alligevel kan han også tage pis på sig selv!

Hvordan kan jeg hinte til ham at jeg er interesseret? 😅

Vi snakker og laver sjov som kollegaer, men er ikke på et “spørg om han vil drikke en øl” stadie.

Sååå hvordan kan jeg chatte ham op ved kaffemaskinen? Skal jeg give ham komplimenter?

HJÆÆÆLP

Jeg forsøger at gøre det kort.

Kvinde, 34 år. Narcissistisk mor og voldelig, fraværende far. Jeg husker ikke så meget af min opvækst, ud over at den gjorde ondt.
I behandling for depression siden jeg var 15 år - er aldrig rigtig kommet ud af den og er medicineret gennem alle årene: først Citalopram og siden Duloxetin. Mine forældre gad ikke betale for samtaleterapi, og mente det var noget pjat. Har selv taget initiativ til at opsøge hjælp i mit voksne liv og talt min opvækst til døde med forskellige psykologer… også prøvet metakognitiv terapi. Intet virker særligt længe. Jeg falder tilbage i det samme, ensomme mørke. Jeg forstår, hvad det er galt, og hvad jeg burde gøre - men jeg ender det samme sted igen og igen.
Jeg har ingen diagnoser ud over det, psykiateren kalder for “dystymi”… “du er nedtrykt, men det giver jo mening, at du er det”. Altid præsteret godt fagligt, passet mine ting, fået gode karakterer og ros for at være en god pige. Passet på de skæve og svage, haft styr på min tilværelse, min økonomi og mit hjem. Jeg opsøger fællesskaber, relationer og forsøger at passe på mit sind og min krop.
Men indeni har jeg ondt. Hele tiden.

Alle mine relationer går i stykker. Jeg er bange for dem. Bange for at blive svigtet og såret.
Når jeg endelig åbner op og tillader mig selv at blive skrøbelig, bliver jeg svigtet. Folk forlader mig, trækker sig, bliver bange, synes jeg er for intens…
Jeg ender altid alene.
Jeg har ingen at række ud til.
Min umage fører til den samme blindgyde.
Mine forældre hører ikke mine råb om hjælp.
Jeg bliver ikke inviteret med til sociale sammenkomster.
Jeg er ikke blevet inviteret til én eneste fødselsdag, bryllup, milepæl i mit voksne liv.

Og jeg er udmattet. Så udmattet af at kæmpe. Hvis jeg skal “op på hesten” én eneste gang mere, brækker jeg mig.
Jeg har brug for at mærke omsorg, menneskelig kontakt, oprigtig interesse. I mit daglige virke tager jeg mig af syge mennesker… men i virkeligheden vil jeg bare gerne føle, at nogen har lyst til at tage sig af mig. Jeg vil så gerne relationer, fællesskab og kærlighed.

På det seneste har mine tanker kredset om, om det ville være nemmere ikke at være her. Om det ville få nogen til at forstå, hvor ondt jeg har… hvor ondt jeg havde.
Jeg tror ikke, jeg tør at gøre alvor af det… men jeg ved ikke, hvad alternativet er. Jeg har ringet til livslinjen, men kan ikke komme igennem. Jeg har fået en henvisning til psykolog (igen), men der er 4 måneders ventetid.
Og jeg er træt af at betale mig fra omsorg. Jeg er træt. Jeg vil bare gerne have et langt, varmt kram… og høre nogen spørge, hvordan jeg har det. Føle mig som nogens prioritet.

Fortæl mig, at det her kan blive bedre. Fortæl mig, hvis du har været her og er kommet ud på den anden side. Fortæl mig, at der findes varme og kærlighed et sted.

Kære 90’er-børn

Inspireret af en tråd fra tidligere i dag, søger jeg nu jeres hjælp til en gåde, jeg har forsøgt at løse i OVER ET ÅRTI, og som driver mig til vanvid.

Det drejer sig om en sang, som jeg så TYDELIGT kan huske at jeg har lavet dansekoreografi til i TIMEVIS i puderummet på Rød Stue i min børnehave i slutningen af 1990’erne - og måske i virkeligheden i SFO’en i starten af 00’erne.

Jeg kan huske følgende:

“Havde en fregne, på venstre kind. Havde en mave, han ik’ ku’ trække ind. Altid gjort nar af (……) tænkte på ord som, han sku’ ha’ sagt igen” Jeg husker det som var det en voksen og ikke et barn, som sang sammen. Nok en mand?

Jeg har spurgt vidt og bredt i løbet af årene, om nogen kan genkende det stykke af sangen, der har ætset sig ind i min hjerne, og som hjemsøger mig i mine drømme - men ak, ingen har kunnet hjælpe. Jeg har søgt Google tom, men kommer kun frem til diverse hospitalshjemmesider, som giver gode råd til vejrtrækningsproblemer og astmaproblemstikker. Jeg har de seneste år så tænkt, om sangen er noget, jeg mon selv har opfundet i mit hoved??

Nu håber jeg, at I kan hjælpe mig. Og hvis I ikke kan, så tror jeg måske bare jeg konkluderer, at det er en ret catchy sang jeg selv har fundet på som barn.

Jeg holder vejret i spænding og ber’ en stille bøn.

Hej brevkasse!
(Vi er begge i tyverne og bor begge selv i lejlighed)

Sagen er den, at jeg er begyndt at se en virkelig sød fyr, og det har gjort mig lidt nysgerrig på, hvordan kærligheden har udviklet sig for jer andre derude.

Derfor har jeg et par spørgsmål, som jeg håber, I har lyst til at svare på.
Hvor lang tid gik der, fra I begyndte at date jeres partner, til I officielt blev kærester? Snakker vi dage, uger, måneder eller måske endda år?

Og hvornår mødte I hinandens forældre for første gang? Var det ret tidligt, eller ventede I, til forholdet var blevet mere seriøst?
Grunden til, at jeg spørger, er, at fyren, jeg ser, allerede har inviteret mig hjem til mad på vores tredje date, hvor hans mor og bror også kommer på besøg.

Det synes jeg selvfølgelig er rigtig sødt, men det fik mig også til at tænke på, hvor forskelligt folk griber sådan noget an.
Jeg ved godt, at alle forhold udvikler sig i forskelligt tempo, og at der ikke findes noget rigtigt eller forkert. Men jeg er simpelthen nysgerrig på at høre, hvordan det har været for jer andre.

Så hvor hurtigt gik det for jer, både med at blive kærester og med at møde familien?

Glæder mig til at høre jeres historier og erfaringer!

EDIT 2: sangen er fundet - det var Hot Sauce med Nik of Jay!

På min arbejdsplads kom vi af en eller anden grund til at gå og synge noget i dur med ‘tjikka tjikka,,,,,, tjikka tjikka tjikka’ - vi er alle enige om at det stammer fra en sang og vi er ved at blive vanvittige over ikke at kunne finde den k- vores bedste bud var noget med Nik og Jay, men vi kan simpelthen ikke finde frem til det - jeg ved det er en svær forespørgsel men hjælp kære Reddit!

Edit 1: mit bedste bud var paradis med Nik og Jay.

Sagen er den jeg oplever at have svært ved at finde en partner som matcher min sexlyst. Jeg er kvinde i start 30’erne, og føler mig lidt unormal og alene i det. Er blevet droppet over det før og det er bare utroligt sårbart.
Måske jeg bare har været rigtig uheldig men har kun en gang i mit liv fundet en som kunne følge med mig men personligt var vi bare ikke et match.

Pt lever jeg i et forhold med en mand som har meget lille sexlyst dog har vi det personligt virkelig godt sammen. Hvilket er rigtigt svært for undertrykker mit behov og det er altså ikke det samme at gøre det selv. Han har måske lyst en gang om måneden agtigt hvor jeg har lyst et par gange om dagen.

Har egentlig bare brug for at høre fra andre kvinder om nogen af jer står i samme situation? Og hvad har I gjort?
Føler jeg er ved at gå ud af mit gode skind og kunne virkelig godt bruge noget sparring.

..og jeg savner ham! Jeg er så ked af det. Jeg har læst en del realitetssans frembringende sager herinde, men findes de måske også hvor det faktisk går den anden vej og man finder hinanden igen?

Hvad siger panelet: kan man finde vej tilbage til et bedstevenskab på trods af at der er blevet sat et punktum? Fortæl gerne jeres historie også :)

Edit

My aitalia med Disc Jockeys, stærkt gutter!

Jeg sidder her og er på jagt efter en sang, godt inspireret af nogle post som har haft succes.

Det er en sang fra den hedengangne radio MMRadio og tiden hvor DJ Cosmo var vært og senere blev kanalen til Specific Radio. Vi snakker nok omkring 2007 cirka.

Der var en sang som kunne lyde som italio brothers i stil. Det er en mand der synger, det er noget techno/trance. Jeg kan kun huske et brudstykker som ikke tror er helt korrekte "the sound of my italia, la la la (langt la la/na na stykke)" omkvædet er vist det der na na stykke.

Krydser fingre for en med bedre øre og hukommelse end mig er derude.

Hej jeg er k24 og begyndt at se en fyr. Vi har kendt hinanden i mange år, og er begyndt at se hinanden. Vi har det altid sjovt sammen, og altid haft et godt venskab. Jeg går lige pt igennem en livskrise, og har sagt mine grænser meget tydeligt at jeg har brug for det vi har udvikler sig langsomt. Men føler hele tiden han prøver og skubbe til mine grænser selvom han ved hvad jeg gennemgår. Udover det snakker han ofte om ham selv og spørg ikke så meget indtil mig. Det er egentlig fint for mig, fordi så abrasthere jeg fra hvad jeg selv gennemgår, men det omhandler stadig primært om ham og hans ting.

Samtidig idealisere han mig meget og gør mig perfekt hele tiden, det er sødt men nogengange bliver jeg sådan lidt til ham “jeg er altså heller ik perfekt”, men han bliver ved med at sige jeg er alt han vil have i livet osv. Det største problem er det fysiske. Jeg har ik lyst til at have sex osv før jeg er i et forhold og føler mig mentalt klar, og det har han svært ved at forstå generelt vil han meget gerne det hele meget hurtigt også at jeg flytter ind osv. Sidst vi var hos ham prøvede han flere gange og jeg blev vred på ham og gjorde det “vi nu havde” forbi, fordi jeg havde fortalt min grænse inden, og jeg orker seriøst ik blive ved med og sige nej. Men så sagde han undskyld mange gange, og han lover at stoppe helt med det nu. Og kan godt lide ham, så godtog undskyldningen.

Men er lidt splittet nu, jeg er vildt glad for ham og han har en stor betydning for mig. Men hvergang jeg fortæller om mine grænser, så er det som om han ikke lytter. Han siger han har mange følelser for mig omvendt, og ikke vil miste mig og det bare er fordi han har så meget lyst til alt med mig. Ved ik om jeg skal give det en chance eller lad vær. Eller om det måske er underligt jeg har det sådan og jeg er lidt en dramaqueen?

Hej allesammen,

Jeg ville lige spørge, om der er nogen, der kender til situationen eller har hørt noget i den her retning.

Jeg er 27 år, kom til Danmark, da jeg var 18, og fik min kandidatgrad som 24-årig. Jeg har ikke været i stand til at finde et job inden for en akademisk retning i 3 år. (Uddannet cand.mag. i historie – yes, I know, dårligt valg, hvis man gerne vil have arbejde 😅). Jeg har mest lavet ufaglært arbejde, da jeg ikke ville risikere at miste muligheden for at få dansk statsborgerskab.

Jeg overvejer nu at tage en erhvervsuddannelse, da jeg ikke vil vente endnu 3 år eller længere på at få en stilling inden for mit fag. (De fleste, jeg har mødt med denne uddannelse, har aldrig fået et job inden for det.)

Jeg synes nu, at jeg står i et meget akavet sted, hvor jeg ikke kan se, om akademisk arbejde egentlig er noget for mig, da det virker til, at man kun får disse jobs her i Danmark, hvis man kender en, der ender med at ansætte en. Derfor ved jeg heller ikke, om jeg skal tage en erhvervsuddannelse, da jeg måske faktisk godt kunne lide akademisk arbejde.

Tak fordi I vil læse det igennem. Måske er der nogen, der har et godt råd, jeg ikke har prøvet endnu.

Jeg håber, mit dansk er forståeligt nok :)

Jeg har bestilt en fabriksny bil, som er kommet tidligere end forventet. Da jeg bestilte den, var den forventede leveringstid 3-4 måneder, og der står en konkret leveringsdato den 20. november i min slutseddel. Nu er bilen allerede kommet efter cirka to måneder og er klar til afhentning om cirka to uger.

Problemet er, at jeg mangler 15.000 kr. af min egenbetaling, som jeg først har til rådighed omkring midten af november. Jeg havde nemlig budgetteret efter, at jeg først skulle have pengene der, fordi jeg regnede med den oprindelige leveringstid.

I forhandlerens betingelser står der, at man skal afhente bilen inden for 6 dage, efter at den er meldt klar til levering.

Er der nogen, der har erfaring med, om man kan få forhandleren til at beholde bilen i nogle ekstra uger, hvis man forklarer situationen?

Hej derude,

Min kæreste og jeg venter vores første barn til vinter og har i den forbindelse lige et spørgsmål. Vi er begge sådan hvad jeg vil betegne som ressourcestærke, har begge et fint job, får handlet ind, lavet god mad, alt det hejs er der helt styr på.
Vi er gået igang med en proces om at rydde op og gøre rent i alle vores skabe, da vi begge er lidt nogle samlere og rodehoveder. Det bliver rart inden baby.

MEN.. rengøring…
Vores lejlighed er altid pæn på overfladen, vi rydder op og tager the basics, men det seneste år har været rough og det kan man se på rengøringen. Vi har begge af en eller anden grund sygt sygt svært ved at komme igang/i bund med sådanne ting og jeg tænker derfor nu, om det kan være worth at booke sådan en privat grundrengøring hvor de skrubber radiatorer, fliser i badeværelse, vinduer, hvad fanden de end gør. Det er vokset mig lidt over hovedet og jeg synes bare det er helt uoverskueligt at gå igang med. Lyder måske helt ude i skoven, men shit jeg føler jeg har behov for at starte helt forfra, og så rent faktisk vurdere om det skal være en fast ting eller om vi selv bare kan opretholde det lidt bedre.

Nogle der har erfaring med sådan en engangs grundig grundig grundig omgang prof rengøring af gammel og slidt lejlighed?😂

Jeg har en ven, som jeg har kendt i mange år, og vi har altid været meget tætte. Vi kunne snakke om alt, sende hinanden ligegyldige ting i løbet af dagen og finde på noget spontant uden at skulle planlægge det flere uger i forvejen. Det var sådan et venskab, hvor man aldrig rigtig tænkte over, hvor meget det betød, fordi det bare altid var der.

Men de sidste par år har tingene ændret sig. Vi har fået forskellige rutiner, forskellige prioriteter og efterhånden også lidt forskellige syn på livet. Vi skriver stadig sammen og ses en gang imellem, og der er ikke sket noget dramatisk mellem os. Ingen stor konflikt, ingen ubehagelig samtale, ingen bestemt hændelse, jeg kan pege på. Alligevel føles det anderledes. Nogle gange sidder vi sammen og snakker, og jeg får en mærkelig følelse af, at jeg savner personen, selvom personen bogstaveligt talt sidder lige foran mig. Jeg savner den måde, vi plejede at være sammen på, og jeg ved ikke, om det overhovedet er muligt at få det tilbage, eller om jeg bare har svært ved at acceptere, at vi begge har forandret os.

Jeg har dårlig samvittighed over at tænke sådan, fordi min ven ikke har gjort noget forkert. Vi holder stadig af hinanden, og jeg vil ikke afslutte et venskab, der stadig betyder meget for mig. Men jeg kan heller ikke lade være med at sørge lidt over noget, der egentlig ikke er slut. Har andre prøvet det samme? Hvordan accepterer man, at et venskab kan ændre sig uden nødvendigvis at blive dårligere? Og forsøger man aktivt at finde tilbage til den gamle nærhed, eller lærer man bare at sætte pris på det, der er tilbage?

Hej Brevkassen.

Jeg står i den situation at min kæreste og jeg (M36 og K31) har en stram og lidt uoverskuelig økonomi, blandt andet som følge af mange års sygdom, gammel gæld, mm.
Vi klarer os kun lige hver måned, og der vil gå mange år, nok minimum et årti, før vi står et sted hvor vi kan købe et lille hus. Vi kører rundt i en gammel Toyota som er næsten lige så gammel som mig selv, vi bor til leje en lille 2 værelses, vi tager aldrig ud og spiser/rejser/tager ud og oplever ting, eller køber dyre ting til os selv såsom tasker/ure/fodboldbilletter eller andet som ellers kunne friste, da vi er all in på at forsøge at vende skuden og få en god økonomi i fremtiden.

Til sagen hører også at vi for halvandet år siden mistede en graviditet i 4 måned.

Sagen er den, at alle vores vennepar har det, som vi går og drømmer om; de har alle købt hus, er blevet gift eller skal holde bryllup næste år, de fleste af dem har fået børn, har gode karrierer med god løn, tager ud og rejser, osv.
Vi er SÅ glade på deres vegne, vi har deltaget i hvert eneste bryllup, babyshower, dåb, housewarming, vi har passet børn når venner har været ude og rejse, vi har hjulpet med at sætte deres nye huse i stand, vi har altid været enormt begejstrede for alle deres skønne livsbegivenheder og fejret hver eneste en.

Det på trods af at det har været hårdt at være til babyshower lige efter en mislykket graviditet, eller selvom det har været hårdt at hjælpe med at sætte venners huse i stand midt i fertilitetsbehandling. Vi har aldrig nogensinde ladet vores egne problemer eller urealistiske drømme fylde i samværet med venner, fx via kommentarer om at “det har vi ikke” eller “gid det var os”. Det kunne vi aldrig finde på!

Men …..
Vi føler ikke at vores venner giver den samme respekt den anden vej.
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt vores venner stå og sige “ja nu slap vi endelig for den lille 2-værelses lejlighed”, “nu hvor man har fået barn/hus så er man ligesom blevet rigtig voksen” eller “så slap man endelig væk fra at være lejer, det er sgu bare noget andet at eje sit eget”.

Det kan også tit være noget med børn, fx “ja når det bliver dig en dag, så vil du forstå hvad det hele handler om” eller “så vil du forstå hvor hårdt det er” fx i forhold til hvad rigtig kærlighed er, hvad rigtig søvnmangel er, osv…
Der kommer også tit kommentarer om hvor lidt penge de føler de har, (de tjener alle sammen rigtig godt, har købt store villaer, har hver sin ny bil, rejser til udlandet flere gange om året, osv) alt imens vi står med den ene part på sygedagpenge, den anden med relativt lav løn, og så en kæmpe gæld uden at eje noget.

Jeg føler mig på den ene side virkelig petty, når jeg bliver ramt af de kommentarer. Jeg føler at der er noget modent og stærkt i, at ikke sammenligne sig, og at altid bare være glad på andres vegne og taknemmelig for sit eget, hvor meget eller lidt man nu engang har.
Samtidig føler jeg også bare en virkelig ærgerlig, umyndiggjort følelse indeni, når det som min kæreste og jeg står i (fx at vi bor i en lille lejebolig, ikke har råd til bryllup, ikke har noget barn) pludselig bliver omtalt som mindre “rigtigt”.

Jeg ved med mig selv at jeg aldrig kunne drømme om at tale ned til andre, eller om andres situation, på den måde.

Hvad tænker i om det? Har i nogle erfaringer med det ene eller det andet? Hvad er okay at føle og hvornår skal man bare bide det i sig?

For 2,5 år siden får jeg nys om, at hun har mødtes med sin tidligere seksuel partner sent om natten, alene i hendes Hus. Hun fortæller mig ikke selv, at de har mødtes, eller hvad de eventuelt har snakket om. Det får jeg derimod at vide af en tidligere bekendt, som har set en mand gå ind i hendes hus.

Flere gange i løbet af festivalen har han skrevet til hende, at han gerne vil mødes. Hun afviser ham dog løbende, men efter at hun har sagt farvel til sine veninder, sender hun alligevel sit husnummer til ham. Han ender med at være der i omkring en time.

Hendes forklaring er, at han alligevel ville være mødt op på hendes dørtrin, så hun valgte at invitere ham ind. Ifølge hende sad de på terrassen, hvor de drak øl/vand og snakkede om vores forhold og mig. Hun viser mig derefter en besked fra ham, hvor der står: “Ærgerligt, det ikke blev som normalt.”

Hun vidste, at hans intention var sex, selvom han selv er i et forhold og altid har været det – også dengang, de var hyppigt seksuelle partnere.

Hun har ikke kunnet give mig nogen forklaring på, hvad han fortalte eller havde på hjerte under den samtale, der angiveligt varede en time.

Jeg er derfor meget i tvivl om, hvad hendes reelle intentioner var den aften, og hun ønsker ikke at tale med mig om det.

Derudover lægger hun stor vægt på, at hun altid skal have mulighed for at mødes med sine ekskærester og tidligere seksuelle partnere. Jeg har aldrig forbudt hende at gøre det, men jeg har fortalt hende, at jeg ville være bedst tilpas med, at de mødtes i det offentlige rum frem for i privaten.

Hvad tænker I om hendes adfærd, og hvad tror I, hendes intention var den aften? Er det sandsynligt, at der har været tale om utroskab, som hun forsøger at dække over?

Hej hestenet

Jeg har et spørgsmål. Må politibetjente på datingsider poste billeder af sig selv i en politiuniform? Jeg har en diskussion med en veninde omkring det. Som jeg kan søge mig frem til, så er det ikke “lovligt”, men hvad siger panelet?

Min søn på 11 sagde i går: "Jeg ringer lige til morfar, så har jeg også råd til en is på fredag."

Jeg troede først, han lavede sjov. Men nej.

Det viser sig, at min far på 74 er begyndt at overføre 20 kr. til børnene på MobilePay, hver gang de ringer til ham. Ikke hvis han ringer til dem. Kun når de selv tager initiativ.

Han bor alene, efter min mor døde for tre år siden, og vi bor cirka en times kørsel væk. Vi ses typisk et par gange om måneden. Børnene er 11 og 13 og har altid været glade for ham, men de er også nået den alder, hvor de sjældent tænker på at ringe til bedsteforældre af sig selv.

Jeg ringede til min far og spurgte, hvad det gik ud på.

Han grinede lidt og sagde, at det bare startede som en sjov ting. Før kunne der gå flere uger, uden at han hørte fra dem. Nu ringer de begge to flere gange om ugen, og den ældste havde endda brugt næsten en halv time på at fortælle ham om noget drama i skolen.

"Jeg giver gerne 20 kroner for at høre om hendes dag," sagde han.

Og ærligt, så blev jeg lidt rørt.

Men jeg kan heller ikke slippe den bemærkning fra min søn. At ringe til morfar er åbenbart blevet en måde at tjene lommepenge på.

Jeg ved godt, at min far ikke prøver at købe deres kærlighed. Han savner dem bare. Og når jeg hører ham fortælle, hvad de har snakket om, lyder det jo som helt almindelige, hyggelige samtaler.

Alligevel synes jeg, der er noget forkert ved, at en samtale med deres morfar har fået en pris.

Min mand mener, jeg skal lade dem være. Han siger, at børn på den alder sagtens kan glæde sig til pengene og samtidig holde oprigtigt af deres morfar.

Er jeg ved at ødelægge noget fint ved at blande mig? Eller ville I også have det mærkeligt med, at jeres børn får penge for at holde kontakten til deres bedstefar?

Jeg er en mand på 36 år, som for nylig har afsluttet et forhold til en kvinde, jeg stadig elsker og savner rigtig meget. Jeg har svært ved at finde hoved og hale i det hele, og jeg håber at høre fra andre, der har oplevet noget lignende.

Vi har begge børn fra tidligere forhold, og når tingene var gode mellem os, var de virkelig gode. Der var kærlighed, nærhed, tiltrækning og en oprigtig følelse af, at vi kunne bygge noget meningsfuldt sammen. Vores børn havde også et godt forhold til hinanden, hvilket gjorde det hele endnu mere betydningsfuldt.
Men vi endte igen og igen i de samme mønstre, når vi blev uenige eller havde konflikter.

Fra mit perspektiv kom konflikterne ofte til at handle om meget mere end det oprindelige problem. Jeg oplevede, at jeg skulle forklare og forsvare mine beslutninger, og at mine valg nogle gange blev opfattet som et tegn på, at jeg ikke tog tilstrækkeligt hensyn til hende eller vores forhold.
Jeg begyndte gradvist at føle mig mindre fri til bare at være mig selv. Nogle gange holdt jeg igen med ting, fordi jeg var bekymret for, hvordan hun ville reagere, og om det ville føre til endnu en konflikt.
Jeg tror samtidig, at hun oplevede nogle af mine beslutninger som manglende hensyn til hende og vores forhold. Jeg kan godt forstå ønsket om at føle sig inkluderet, prioriteret og tryg.

Jeg ved også, at jeg selv har nogle mønstre, jeg skal arbejde med. Når konflikter bliver overvældende, har jeg en tendens til at trække mig lidt og få ro til at tænke. Hun virkede derimod til at have et større behov for at få tingene afklaret og mærke, at vi stadig var okay.
Det betød, at vi kunne ende i en ond cirkel. Jo mere hun søgte afklaring og engagement fra mig, desto mere presset følte jeg mig. Jo mere jeg trak mig, desto sværere blev det for hende at føle sig tryg. Og så voksede problemet.
Det svære var også, at vi ikke altid var enige om, hvad vores konflikter egentlig handlede om. Jeg oplevede, at vi havde nogle fælles mønstre, som vi skulle forstå og arbejde med sammen. Hun oplevede i nogle situationer, at problemet primært lå i min adfærd, og at det var mig, der skulle ændre mig.

Jeg siger ikke, at mit perspektiv er hele sandheden. Jeg ved, at jeg har en andel i det her, og jeg ønsker oprigtigt at forstå den. Jeg har ikke brug for at gøre hende til skurken eller overbevise mig selv om, at jeg gjorde alting rigtigt.
Til sidst valgte jeg at afslutte forholdet, fordi jeg ikke længere kunne se, hvordan vi skulle skabe et sundt forhold, hvis vi blev ved med at gentage de samme mønstre uden begge at kunne se dem og være villige til at arbejde med dem.
Og det er her, jeg står nu.
Jeg savner hende. Jeg savner at være sammen med hende, nærheden, de gode stunder og den fremtid, jeg forestillede mig, at vi kunne få sammen. En del af mig håber stadig, at hun på et tidspunkt vil kunne se de mønstre, vi sad fast i, og få lyst til at arbejde med dem. For jeg ville virkelig gerne have, at det skulle lykkes mellem os.
Samtidig ved jeg godt, hvorfor jeg afsluttede forholdet. Jeg ønsker ikke at vende tilbage til en relation, hvor jeg konstant føler mig på vagt, forsøger at forudse reaktioner eller bliver usikker på, om jeg kan træffe mine egne beslutninger uden at risikere, at det udvikler sig til et problem mellem os.

Det er en mærkelig følelse at være den, der afslutter forholdet, og samtidig være den, der har så meget lyst til at være sammen med den anden.
Jeg er begyndt i terapi og forsøger at forstå mine egne mønstre, mine reaktioner på konflikter og hvorfor jeg føler mig så stærkt knyttet til et menneske, selvom forholdet også har gjort mig følelsesmæssigt udmattet. Min terapeut har også bedt mig undersøge begrebet traumebånd. Jeg er stadig ved at forstå, hvad det betyder, og om det overhovedet beskriver noget af det, jeg har oplevet.

Jeg vil rigtig gerne høre fra andre, der har stået i noget lignende.

Har I nogensinde afsluttet et forhold, selvom I stadig elskede personen og inderst inde ønskede, at det skulle fungere?

Har I oplevet et forhold, hvor de gode stunder var virkelig gode, men hvor dynamikken under konflikter gradvist fik jer til at føle jer mindre som jer selv?

Hvordan fandt I ud af, hvad der var jeres egne mønstre, som I skulle arbejde med, og hvad der var en dynamik i forholdet, som ikke var sund for jer?

Har I oplevet at forstå med hovedet, hvorfor et forhold måtte slutte, mens I følelsesmæssigt stadig havde et stort ønske om at få det tilbage?
Og hvis I har prøvet det: Hvad hjalp jer med at forstå situationen og komme videre?

Jeg søger ikke nogen, der bare vil fortælle mig, at min eks var giftig, eller at jeg skal komme videre. Jeg prøver oprigtigt at forstå, hvad der skete mellem os, hvilken rolle mine egne mønstre spillede, og hvordan jeg kan savne et menneske så meget, samtidig med at jeg tror, det var den rigtige beslutning at afslutte forholdet.

Jeg vil sætte stor pris på at høre jeres historier, især hvis I selv har stået i det dilemma og med tiden har fundet en måde at forstå det på.

Nu må i ikke le. Ved det kan lyder skørt! ( er også lidt skæv i min tankegang ) det fordi jeg har været i et meget usundt forhold, klassikeren…. - jeg kunne først se hvor fucked der var, da jeg endelig gik. Derefter en masse refleksion, hvidvin og Sade og en psykolog, der nærmest selv gik ned med stress efter at have mig i terapi.
Det var et forhold med utroskab, svigt,en masse nedgørelser, blandt andet om min krop, at jeg var blandt andet var tyk….
Det efterlod en masse vrede, blandt andet. Jeg har tabt mig efterfølgende, mest fordi jeg simpelthen mistede appetitten. Jeg er ved at være der hvor jeg er ret tilpas i min krop. Nu kommer vi til det… 👀😂 om 14 dage, er jeg inviteret til et event, hvor jeg ved eksen kommer ( nej jeg vil ikke have ham tilbage) men hold kæft hvor jeg fantaseret om at han så mig efterfølgende, skide lækker, slank og ovenpå, upåvirket af alt hans pis og svigt. Så en del af Mig, synes det kunne være fedt med lidt “ oprejsning “
Min psykolog derimod, synes det en dum idé! Fordi han er der, og så får han adgang til min energi…. Min veninde synes det en super idé! En indirekte fuck finger til ham.
Mig selv. 80 procent af mig synes det kunne være den bedste følelse. - resten af mig, synes det er lidt “ følsomt “
Hvad tænker I? Har i selv prøvet lignende action? Jeg har sgu næsten allerede udvalgt outfit, fordi ja, tanken er på en måde bare ret rar. Men altså.
Tror i jeg vil få det fedt bagefter? Seriøst få at vide man er stor af en kæreste, fordi man tager på af flere årsager efter alvorligt medicinsk indgreb. Er det mærkeligt jeg har lyst til at give ham en diskret FUCK finger?

Hej,

Jeg er lige kommet ud af endnu et latterligt skænderi med min kæreste, hvor vi bliver bragende uenige om den samme ting, som vi stort set altid crasher på herhjemme.
Jeg (K 31) er typen der godt kan lide at være i god tid, have styr på detaljerne, være velforberedt til ting. Det er uanset om det er at google parkeringsmuligheder inden vi skal et nyt sted hen, om det er at planlægge en rejse, om det er at holde en snorlige kalender, eller om det fx er en arbejdsopgave der skal udføres. Er godt plantet i den lejr.
Min kæreste (M 30) er den stik modsatte type - han kommer for sent til det meste, også på arbejde, har flere gange misset sit nr 2 fly på rejser med mellemlanding, glemmer folks fødselsdage, glemte engang sin egen MR scanning 😅 han er ikke udredt for noget men mistænker selv, sammen med sin nye psykolog, at der kunne være noget ADD.
Og så er han familie på helt samme måde også.

Vi har det ellers vidunderligt sammen, vi støtter hinanden i det gode og i det svære, vi har det sjovt, oplever en masse, har fælles drømme, alt godt.
MEN det her clash når det gælder planlægning er faktisk ved at skabe en oprigtig, vedvarende konflikt mellem os, hvor vi virkelig kommer op at skændes igen og igen.

I dag var det mig der lidt mistede besindelsen, da han fortæller mig at den vennemiddag vi skal holde i aften, som egentlig kun var med 1 andet par, nu pludselig også inkluderer hans vennepar fra arbejdet + en anden ven, der kommer alene. Jeg har allerede handlet ind i går, har planlagt aktivitet der ikke fungerer når man er et ulige antal. Min kæreste arbejder indtil 30 minutter inden de kommer i aften, imens jeg har fri 3 timer før, så nu ved jeg allerede hvem der skal spæne rundt og købe ekstra ind og finde ekstra stole frem fra kælderen (vi bor på 4. Sal uden elevator) 😅
Jeg forsøger at forklare ham at det altså er lidt provokerende at han
1) inviterer flere uden at inddrage mig
2) bare går ud fra at det fikser jeg lige
Han siger at det er mig der er neurotisk og sur, og at han da bare lader være med at invitere gæster herhjem en anden gang, hvis vi alligevel bare skal skændes om det 😅😅😅

Og sådan er det hele tiden.
I sommers lejede vi et dejligt sommerhus, hvor vi inviterede en masse venner op, og det eneste jeg føler at jeg fik ud af den tur, var at planlægge indkøb, rede op og skifte sengetøj efter alle vores skiftende gæster, ordne en masse opvask, planlægge en masse aktiviteter (som alle nød godt af), fordi han hele tiden ville udskyde det og “tage det som det kommer” - det medførte at han hyggede sig en masse, og at jeg stod alene med måske 80% af de kedelige ting.
Forleden kom vores hund ikke til hundefrisør, som vi havde ventet på i flere uger, fordi min kæreste sagde ja til at køre en kollega hjem efter arbejde, og derfor ikke nåede hjem til tiden.
Der er 100 andre eksempler. Han siger at han vitterligt ikke kan lave om på at han fungerer sådan, og jeg ved ikke om jeg skal tro på det (altså på at fx ADD i ubehandlet form gør det umuligt for ham), eller om noget af det også bare er dårlige undskyldninger.

Eller måske er det, som han siger, bare mig der skal lære at slappe af?
Hvad tænker i?

Værdsætter refleksioner fra alle lejre ☺️☺️
På forhånd tak!

Jeg er den heldige vinder af, først, cubitaltunnelsyndrom, og nu også karpaltunnelsyndrom, og den ødelægger i den grad min nattesøvn, fordi jeg konstant vågner med sovende underarm, hånd og fingre, en snurrende fornemmelse og smerter.

Jeg er i forløb hos fysioterapeut, men nu overvejer en skinne også, for at se om det kan aflaste, så jeg vågner knap så mange gange om natten.
Jeg har googlet, men der findes jo en milliard, og jeg har også svært ved at se ud fra tekst og billeder, hvor stive/faste skinnerne er, så derfor vil jeg høre, om nogen herinde kan anbefale en bestemt skinne?

På forhånd tak 🤝